Systemet til at indsamle vælgererklæringer har været ramt af nedbrud. Nu lover det ansvarlige ministerium, at systemet vil blive styrket.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Indenrigs- og Boligministeriets vælgererklæring.dk-hjemmeside, hvor aspirerende folketingspartier skal indsamle vælgererklæringer, lider under tekniske problemer.
Det kunne Indblik beskrive i sidste uge, hvor tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne oplevede, at hjemmesiden gik ned, hver gang de forsøgte at indsamle vælgererklæringer.
Siden har flere andre partier bekræftet overfor Indblik, at de også har oplevet problemer.
Frie Grønne har fortalt om det i et interview, som du kan læse her.
Overfor Indblik fortæller Indenrigs- og Boligministeriet nu, at man arbejder på at styrke IT-systemet, så fremtidige nedbrud kan undgås.
Ministeriets presseafdeling svarer således:
– Indenrigs- og Boligministeriet har kendskab til to tilfælde af større ustabilitet i den nuværende version af vælgererklæringssystemet, som har været i drift i ca. 1 år. I begge tilfælde har ustabiliteten skyldtes et usædvanligt højt antal kald til systemet inden for kort tid efter et opslag af Lars Løkke Rasmussen på sociale medier med et link direkte til partiet Moderaternes side i systemet.
– Selvom udfaldet i systemet har set omtrent ens ud for den almindelige bruger, har årsagerne i de to tilfælde været forskellige. Indenrigs- og Boligministeriet arbejder i øjeblikket fokuseret sammen med it-leverandøren på at minimere risikoen for, at noget lignende skal ske igen.
– I den kommende tid vil der blive gennemført yderligere afprøvninger af systemet, og der vil blive tilknyttet yderligere monitoreringsværktøjer for at styrke systemets robusthed.
Indblik arbejder på en kommentar fra ministeriet til de episoder med tekniske problemer, som Frie Grønne har oplevet.