[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”9436″ img_size=”1200×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

De værste ord i dansk politik?

Når politikerne taler om at ”sende et signal”, er det ikke kun sludder. Der er en dybere mening bag de ord, du bør kende til. Det handler om magt.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net  
Jeg kan forstå, at Ronald Reagan kaldte de farligste ord på det engelske sprog ”I’m from the government, and I’m here to help”. Og jeg kom til at tænke på, hvad der er den mest forfærdelige frase, jeg kender i dansk politisk sammenhæng.
Skal jeg vælge, bliver det nok, at ”det handler om at sende et signal”. 2010’erne var fulde af dette gøgl, som næppe stopper foreløbig:
Forbuddet mod hash er gentagne gange begrundet i, at vi ikke må sende et signal til de unge om at ryge. Fordelen ved burkaforbud er, at det sender et signal om, hvordan kvinder skal behandles. Og en tidligere fødevareminister fik forbudt sex med dyr for at sende et signal til udlandet.
Disse eksempler – der kunne nævnes flere – underbygger, at det ikke er tilfældigt, hvornår ”sende et signal” opstår i debatten. Lad mig lige understrege, at dette ikke er et indlæg for eller imod hash, burkaer etc. Det er et indlæg om, hvordan ord bruges, og hvordan de virker.
Der er to fællesnævnere for, hvornår formuleringen ”sende et signal” hyppigst bruges. For det første er der gerne tale om moralske emner som rusmidler og seksualitet. For det andet bruges formuleringen af dem, der ønsker forbud, regulering og begrænsning.
Sagt på en anden måde: Hvornår hørte du sidst en politiker, der ønskede fri hash med omtalte begrundelse – eller argumenterede for lavere selskabsskat for at sende et signal til erhvervslivet? Jeg gætter på sjældent.
Slidt, effektiv, pacificerende frase
Når forslidte fraser fungerer, er det gerne, fordi mekanismerne virker. Der er i de ovennævnte politiske områder noget, der forbinder alle eller næsten alle borgere og politikere.
Alle ser vi helst, at unge undlader at ødelægge deres liv med hash. Næsten alle synes vi, at burkaer er udtryk for et nedværdigende kvindesyn, ligesom vi finder tanken om sex med dyr ulækker. Når politikerne ønsker regulering af disse ting, kan de derfor spille på, at vi kun ulovliggør eller begrænser noget, som næsten ingen af os rigtig går ind for. Der er naturligvis den falske præmis i dette, at noget forkert nødvendigvis skal være forbudt.
At det ikke forholder sig sådan, er vi alle sammen med på ved nærmere eftertanke. Se bare på den fornyede opmærksomhed på udenrigsministerens gamle sexskandale. Vi mener stort set alle sammen, at det er forkert, at voksne mænd forfører 15-årige piger. Og dog har ingen af den grund foreslået en lovændring, der forbyder det samme – fordi vi begriber en forskel mellem lov og moral.
Når politikere alligevel ønsker et eller andet forbud, hjælper frasen ”sende et signal” med at spille det moralske kort, fordi det sprogligt nedspiller, at der overhovedet er tale om et forbud.
At sende et signal – det lyder mere af et læserbrev eller andet ikke-forpligtende budskab, som når en sød kæreste opfordrer til at kvitte smøgerne. Den opfordring kan man følge eller lade være, og hvis kæresten skrider, er det stadig noget, der foregår blandt frie mennesker.  Et forbud indskrevet i lovgivningen er naturligvis noget andet. I det tilfælde er det politisk magt og tvang.
Og det er selvfølgelig legitimt at kæmpe sin politiske sag. Pointen her er ikke, at alt skal være frit. Det handler om, at såfremt man vil bruge magt og udøve tvang, er det helt skævt med sprog, der antyder, at lovændringer er sidestillede med læserbreve til lokalavisen. Og det værste ved denne frase er måske ikke engang dens indhold, men dens effektivitet. Frasen pacificerer.
Mulige begavede modtræk
Men det er nok naivt at tro, politikere holder op med at bruge virksomme midler, al den stund de virker, hvilket ”sende et signal” gør. Hvad kunne man som journalist eller engageret borger gøre, næste gang man står over for ”sende et signal”? Man kunne anfægte den automatiske tænkning mellem ”dette er forkert” og ”dette bør være forbudt”.
Det kræver ikke nødvendigvis en filosofisk udredning. Man kunne spørge, om politikerne har sendt et signal om alkoholisme ved at tillade borgerne fri whisky. Det kan den ferme politiker sikkert også glide af på, i det mindste har vi konfronteret den automatiske tænkning.
Men måske det var bedre at tage udgangspunkt i det, der kaldes signalsending, i virkeligheden er politisk magt. Så kunne spørgsmålene gå på, hvad vi i virkeligheden taler om, nemlig at kriminalisere folk for at have en joint i lommen, og hvordan præcist det hjælper unge, der ryger for meget. Eller man kunne bede hr. fødevareministeren om at påvise, at dyresex virkelig skader landets anseelse så meget i udlandet, at det er en sag for regering og Folketing.
Der er sikkert flere veje at gå. Det vigtigste er at huske følgende: Når en politiker siger ”det handler om at sende et signal”, mener han eller hun ofte følgende: ”Jeg vil nu overbevise dig om at regulere noget, du finder forkert, begrundet i dine følelser på området, idet jeg samtidig sprogligt vil nedtone, at jeg indskrænker friheden for borgerne.”
Har vi først gennemskuet det kodesprog, skal resten nok ordne sig. Indtil da fastholder jeg, at det vil være mit bedste bud på de værste ord i dansk politik.
For mere udforskning af de subtile hemmeligheder bag klichéer, se ’Kritik af den politiske kliché 1-5’ nedenfor. Dette indlæg er ikke en del af serien, fordi denne er tænkt som en gennemgang af journalisternes klichéer frem for politikernes.   [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1730″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1827″][vc_empty_space][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2017″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2282″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8970″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][/vc_row]