[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”7416″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]

Den tyske forfatningsdomstol strammer kursen over for EU

Forfatningsdomstolen i Karlsruhe rejser spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Centralbank kan gøre, som den gør, når den uhæmmet støtter de enkelte landes gældsstiftelse.
Af Hans Martens, seniorrådgiver om europæisk politik
”If every constitutional court of every member state starts giving its own interpretation of what Europe can and cannot do, it’s the beginning of the end!”
Sådan reagerede Guy Verhofstadt, tidligere belgisk statsminister og nuværende prominent medlem af Europa-Parlamentet på en kendelse fra den tyske forfatningsdomstol. Og han har uden tvivl ret. Kendelsen siger, at den tyske forfatningsdomstol godt nok anerkender, at EU-lov står over national lovgivning på de områder, der klart ligger inden for EU’s traktatmæssige kompetence. Men det gælder ikke nødvendigvis, når man skal bedømme, om EU opererer inden for eller uden for et klart defineret kompetenceområde. Og det gælder altså f.eks. ECB’s politikker.
Det var faktisk en temmelig uhørt bemærkning, for der er ikke og har aldrig før været tvivl om, at det sidste ord i retssager om EU (og dermed under EU-traktaten) ligger i Luxembourg hos EU-Domstolen og ikke i hverken den polske, danske eller italienske højesteret. Og heller ikke i den tyske forfatningsdomstol. Den tyske formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, var også straks ude med en melding om, at det sidste ord i sager om EU-retten ligger hos EU-Domstolen og ingen andre steder! Der har oven i købet været en diskussion af muligheden for, at EU anlægger sag mod den tyske forfatningsdomstol.
Det vil nok ikke passe særlig godt med kansler Angela Merkels planer om et aktivt EU-formandskab, så mon ikke stridighederne kunne blive bilagt i mellemtiden? Og måske bedst tiet ihjel.
ECB’s pengepolitik
Selve sagen drejede sig om en vurdering af, om Den Europæiske Centralbanks pengepolitik var inden for rammerne af dens mandat. Det drejede sig specielt om det store opkøbsprogram af statsobligationer, som har haft en fantastisk effekt på at holde renteniveauerne i ro i kriselande inden for euroen – både under finanskrisen og under den nuværende krise. Der har været anlagt flere af den slags sager gennem årene, men denne gang strammede forfatningsdomstolen skruen, og selv om den ikke satte direkte spørgsmålstegn ved lovligheden af ECB’s programmer, så gav den via den tyske regering og forbundsdag centralbanken en tre måneders deadline til at fremvise dokumentation for dens politik, og at der er en rimelig proportionalitet i bankens ageren.
Det har ikke (endnu) sat sig spor i ECB’s position på finansmarkederne, og der er nok ikke mange, som ikke tror, at forfatningsdomstolen vil acceptere den rapport, som ECB vil aflevere. (Hvis ikke det sker, så starter problemerne virkeligt for alvor.) Så det, der står tilbage nu, er dels at forfatningsdomstolen overhovedet beder ECB om at retfærdiggøre sin politik, og så at den forbeholder sig ret til at have det sidste ord.
Ubelejligt for Merkel
Det kommer som sagt meget ubelejligt for Merkel, som allerede har annonceret et dynamisk formandskab med en masse nye ting, der skal redefinere Europa og demonstrere europæisk solidaritet. For man skal heller ikke glemme, at forfatningsdomstolens skeptiske spørgsmål også afspejler en vis utilfredshed i de mere velstående EU-lande, herunder ikke mindst i Tyskland, om det fornuftige i at blive ved med at bruge fælles europæiske løsninger og penge for at redde ”de sædvanlige” kriseøkonomier. Og det betyder under alle omstændigheder, at de ønsker, der har været, fra især Spanien og Italien om at udstede fælles obligationsgæld, ikke vil kunne lade sig gøre, for så kommer forfatningsdomstolen højt op på mærkerne!
Men spørgsmålet om, hvem der har det sidste ord, er ikke på plads. Fremtrædende tyske politikere foruden von der Leyen har klart advaret mod forfatningsdomstolens holdning, for konsekvenserne kan blive betydelige. På det økonomiske plan, hvis finansmarkederne skulle miste tilliden til ECB, og på det politiske plan, hvis idéen om, at de højeste nationale domstole har den afgørende rolle, vinder indpas. Tænk f.eks. på, hvad det kunne betyde i den strid, der er mellem Polen og Ungarn og resten af EU om netop forfatningsmæssige og grundlæggende retsprincipper.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4784 “][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=” 6490 “][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=” 6950″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]