Ved et uheld har Styrelsen for Patientsikkerhed sendt en liste med omkring 8000 personnumre ud til 123 personer.
Det oplyser styrelsen selv mandag i en pressemeddelelse.
Listen indeholder dog kun personnumre – og altså ikke navne, adresser eller andre oplysninger, der kan knyttes til personnumrene.
De 123 skulle modtage “en standardskrivelse”. Men ved en fejl blev skrivelsen vedhæftet en fil, oplyser styrelsen.
– Det er en fil, der indeholder cirka 8000 cpr-numre. Men kun cpr-numre. Det er en masse tal, som en dansker godt kan genkende som cpr-numre, siger Birgitte Drewes, der er vicedirektør for Styrelsen for Patientsikkerhed.
Filen er udsendt ved en menneskelig fejl, oplyser hun.
– Der er en medarbejder, der skal udsende nogle standardbreve, og kommer til at vedhæfte den forkerte fil, siger Birgitte Drewes.
– Vi er en sagsbehandlende styrelse, der sender rigtig mange standardskrivelser ud. Det er et af de standardbreve, som vi sender ud herfra styrelsen.
Styrelsen for Patientsikkerhed har taget kontakt til Datatilsynet, de 123, som har modtaget filen ved en fejl, samt de personer, hvis personnummer er i filen.
/ritzau/