[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”9644″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]Foto: Screenshot fra Altinget.dk via Facebook[/vc_column_text][vc_column_text]
Verdensmål er camoufleret politik
Moderne progressiv politik fungerer ved, at den maskerer sig som upolitisk, når den trænges i defensiven. En aktuel diskussion om verdensmål viste, hvor godt det slår igennem.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Torsdag 24. september foregik debatten Verdensmålene og de danske medier – fod i hose eller op ad bakke? som et af mange indslag hos Altinget i forbindelse med verdensmåls-ugen. Og det blev interessant, ikke kun for debatten i sig selv, men som et studie i, hvordan især venstrefløjsholdninger slår igennem i medierne ved hjælp af en dobbelt dagsorden. Som vi også tidligere har beskrevet f.eks. om feminisme og LGBT og Black Lives Matter, er konceptet, at man i defensiven fastholder, at vi jo i grunden alle er enige, og det jo slet ikke er så politisk endda – hvilket unægtelig gør forsvaret nemmere.
Lad os nu med den indgangsvinkel se debatten hos Altinget. Redaktør Jakob Nielsen er ordstyrer over for sin redaktionelle kollega Tanja Nyrup Madsen fra Mandag Morgen og Thomas Ravn-Pedersen fra det såkaldte konstruktive medie Verdens Bedste Nyheder.
Ærlig snak og for mange mænd
”Jeg tror egentligt ikke, du kan finde en uge på Mandag Morgen, hvor vi ikke beskæftiger os med substansen i de mål her,” siger Tanja Nyrup Madsen.
Thomas Ravn-Pedersen følger op med at redegøre for konstruktiv journalistik, og hvordan han på statens foranledning arbejder for at udbrede alle de glædelige historier om verdensmål (Jakob Nielsen nævner f.eks. sløruglen svæver igen i Storbritannien). Hvad end man synes om Ravn-Pedersens konstruktive journalistik, erklærer han åbent sin dagsorden, hvilket er hæderfuldt.
Over for dette er det interessante Tanja Nyrup Madsens mere tvetydige holdning. Det bliver mere interessant, jo senere i debatten vi kommer, især efter efter vi er cirka halvvejs inde (15:30). Her konstaterer Jakob Nielsen prisværdigt, at der er nogle, der – gisp! – ikke deler begejstringen for verdensmål, og så endda i pressen (16:30).
Er det indbygget kritisk sans, eller er journalisterne for langsomme i opfattelsen, vil han vide. Det er ikke Mandag Morgens journalister, han taler om, præciserer Tanja Nyrup Madsen. Nu et afbræk, hvor Thomas Ravn-Pedersen roser Altingets konstruktive tilgang. Men samtidig påpeger, redaktionerne skulle tage verdensmålene endnu tættere på sig. (17:48) Der er 18 artikler i Altingets verdensmåls-magasin, 13 af dem er skrevet af mænd, og det er ”pisseirriterende”, mener Ravn-Pedersen og får ret deri af Nyrup Madsen.
Ingen er uenige – og dog?
Nu kommer det kritiske: Nyrup Madsen vil dog ikke acceptere fuldt ud, at Mandag Morgen ikke er tilstrækkelig med på verdensmål (19:30), og siger:
”Det er jo mål, som ingen kan være uenige i. Der er jo ikke et menneske på den her jordklode, som er uenig i, at vi skal have fred i verden, og vi skal redde klimaet, og der skal være mindre fattigdom og mindre sult …”
Lidt senere byder Ravn-Pedersen ind med journalisternes eget delmål 16.1, der skal beskytte grundlæggende frihedsrettigheder og give aktindsigt, ”og hvordan går det med Danmark, der er vi lidt bagud,” siger han. Som jeg betragter det, en reference til den nye offentlighedslov.
Tanja Nyrup Madsens afsluttende selvrefleksioner som mediechef går mere på, at vi skal løfte blikket fra Danmark og have mere global solidaritet. Og så slutter det med det faktisk ret interessante spørgsmål til Nyrup Madsen, om journalister kan gå med verdensmål-nål ligesom Ravn-Pedersen.
”Det synes jeg faktisk godt, de kan, for som jeg siger, ingen kan være uenige i det – det svarer jo til at skrive under på, at der findes sexisme i verden.”
Men hov, må man tænke som betragter: Hvordan kan Tanja Nyrup Madsen fastholde, at ingen er uenig i de verdensmål, når hun står ved siden af en mand, der lige har kritiseret både Folketingets fastholdelse af den nye offentlighedslov og Altingets personalepolitik præcis ud fra de verdensmål? Når hun oven i købet gav ham ret i sidstnævnte?
Hvordan kan det så være et upolitisk signal at gå med den nål, og uproblematisk for et medie, hvis det ellers tilstræber journalistisk afbalancerethed? Det fik vi ikke svar på, inden selskabet overgik til verdensmåls-bingo ved Folkekirkens Nødhjælps Ungdom.
Du godeste godhed
Dette er tidens store blinde vinkel. For mange af medierne ser ikke, eller ønsker ikke at se, hvor politisk politik er, når det kommer til emner, hvor man kan understrege sin godhed og idealisme. Jeg kan ikke vide, i hvilket omfang det er bevidst eller ubevidst, og det er i grunden underordnet. Det vigtigste er at konstatere, hvilket formål det tjener, og at dette formål er decideret politisk.
Så kan vi være enige eller uenige, fred være med det – men vi kan ikke ærligt påstå, at vi bare mener det, alle andre mener. Vil man have en konstruktiv debat, kan verdensmål, ligesom feminisme eller LGBT-aktivisme eller modstand mod sexisme, ikke på samme tid være politiske og upolitiske. Det er reelt at fornægte en opposition i at eksistere.
PS: Hvis der stadig sidder nogen derude og vil fastholde, at verdensmålene er upolitiske eller ”bare det, som vi alle sammen er enige om”, kan man også med fordel se på delmål 1.11 – eller man kan forsøge at forklare, hvordan det kan være upolitisk at prioritere 17 konkrete mål frem for andre tænkelige mål. Jeg siger held og lykke – det kræver ikke meget research at konstatere verdensmålene som en politisk programerklæring som andre af slagsen. Desværre gøres det kun med uvilje mange steder i 2020.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8004″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8532″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8617″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]
